Derfor flyttede vi til byen...
At være tilflytter til Sdr. Rind - Lise Aarup
Jeg er født og opvokset i Sdr. Rind, så måske kan jeg ikke rigtig kalde mig tilflytter 😉
Jeg elskede at være barn og ung på landet, men da jeg var færdig med min uddannelse til sygeplejerske i Viborg, så trak bylivet og jeg rykkede teltpælene til Århus. Efter 10 år i Århus og Norge, så var det igen tid til et skifte. Nu trak landlivet, med frisk luft, have, små fællesskaber og ikke mindst min familie tæt på. Jeg flyttede først til Vinkel i et dejligt lille hus, men det var Sdr. Rind jeg gerne ville slå mig ned i. Mens jeg boede i Vinkel fik jeg min skønne lille datter, Johanne. Og da der blev en lejebolig ledig på Keldalsvej skyldte jeg mig at slå til og så flyttede vi til byen.
Vi bor nu nærmest perfekt i et lille rækkehus, med majsmarker som nabo. Vi har en lille have og søde naboer. Keldalsvej er en rolig vej uden for meget trafik, hvilket er dejligt når man har et barn på 1 år. Vi har mormor og morfar 500 meter væk, og min søster og hendes familie 2,5 km væk, så barnevognen bliver ivrigt luftet. Få 100 meter væk, på den gamle skole, har vi en super god legeplads, som holdes pænt i stand.
Der er en stor flok af engagerede mennesker herude som går forrest ift. at planlægge og gennemføre diverse arrangementer i lokalområdet, både for børn og voksne. Og langt de fleste gange er der rigtig flot opbakning. Der er fastelavn, sct hans bål, arbejdsdage, festuge, legepladsdag, oktoberfest, foredrag, friluftsgudstjeneste, seniorarrangementer, sport osv osv. Arrangementerne bidrager til at fællesskabet i byen/byerne styrkes, og folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Det er her landsbyerne kan noget helt særligt!
Fællesskab har altid været vigtigt for mig. Og med fællesskabet følger også ansvar og forpligtelser til at deltage og bidrage. Jeg var, inden jeg fik min datter, frivillig i juniorklubben, som er en meget velbesøgt klub. Faktisk har den eksisteret siden jeg selv var barn og selv i dag trækker den op mod 60 børn til på de mest besøgte aftener. Desuden prioriterer jeg at vi deltager i alle de arrangementer, som vi har mulighed for. Både fordi det er hygligt og vi får nye bekendtskaber/venskaber, men også fordi jeg gerne vil lære min datter at der er stor værdi i at bakke op om fællesskabet i lokalsamfundet.
Vi har fortsat mulighed for ”byliv” da Viborg er tæt på. Masser af mulighed for at handle og shoppe når der er behov for og lyst til det, men det meste af tiden kan vi nyde roen, sammenholdet og den friske luft herude på landet. Det er en perfekt løsning for os 😊