1800 | srind

Perioden år 1800-1899

Store forandringer i landsbyen1800-1830

Drivkraften bag disse forandringer er først og fremmest de store landboreformer, der blev vedtaget i slutningen af 1700-tallet.
Bønderne havde meget længe givet udtryk for stor utilfredshed med deres levevilkår, men uden virkning. De store jordejere var ikke interesserede i at lave noget om.
Men enkelte reformivrige godsejere havde på deres godser gjort nogle erfaringer, som viste vejen frem.
De fik kongen med på deres planer. Landets indbyggertal voksede, så der skulle produceres flere fødevarer, og det ville også være godt at kunne sælge noget til udlandet.
Altså skulle bønderne og landbruget have bedre forhold.

Landbruget var stivnet i ældgamle dyrkningsmetoder.
En jordreform var nødvendig. Jorden skulle udskiftes af landsby-fællesskabet, og den enkelte gård skulle have sin jord samlet mest muligt.
Dernæst skulle bonden frigøres fra sin godsejer. Slut med hoveri og alle mulige andre pligter overfor godsejeren.
Bonden skulle ikke længere fæste sin gård, men eje den og bruge sin tid på at dyrke jorden.
Men hvorfra skulle bonden få penge til købe sin gård?
En statslig lånekasse blev oprettet og der var penge til alle!

Det var klart at godsejerne nu var de utilfredse. De skulle faktisk afgive magt til bønderne, deres tidligere undersåtter.

Men nu var initiativet overladt til bønderne.

I begyndelsen af 1900-tallet dukkede fotograferne op ude i landsbyerne. De var på jagt efter gode motiver til postkort, som de senere kunne sælge til interesserede.

Dette foto fra Sdr. Rind er det ældste vi kender til.

Til venstre i billedet ser vi det næsten nybyggede forsamlingshus fra 1903. Måske er det ligefrem grunden til, at fotografen er kommet til Sdr. Rind.

Sigrid Poulsens hus, Sdr. Rindvej 49, er endnu ikke bygget. Det sker i 1913.

Til højre ses huset på Sdr. Rindvej 40. Her bor Kaj Hejlesen i dag.
Umiddelbart er der ikke meget landsby at se på billedet. Vi kan se 2 bygninger og noget, der ligner en vej med et hestekøretøj.
Så kan vi se en masse træer og buske, der sagtens kan skjule en hel del. Alt omkring husene virker som vild natur. Ikke noget der blot minder om en have.
Og slet ikke noget, der ligner vores friserede landsby her i 2020.
Men kan vi så overhovedet forestille os, hvordan det ville være at gå en tur ad bygaden gennem landsbyen, som den så ud for 100 år siden?
Eller hvad med en gåtur mellem de lerklinede bindingsværkshuse for 200 år siden?

Folketællingen i 1801 fortæller at byen havde 34 boliger og 179 personer, og byen strakte sig langs bygaden (i dag Sdr. Rindvej) fra kirken til Koldinghus.

I årene omkring 1800 skete der store ting i kongeriget. Nye love fik stor betydning for bønderne og dermed alle danske landsbyer. Nu fik bønderne mulighed for at købe den gård eller det husmandssted, som de hidtil havde lejet af godsejeren.
Men lige så vigtigt var det, at der skulle gennemføres en jordreform.

Hver enkelt gård og husmandssted fik sin jord samlet og fik hver sit særlige matrikelnummer. For første gang i Danmarks historie skulle der laves et matrikelkort over hver enkelt landsby og dens arealer.
Det var en kæmpeopgave. Ikke alle bønder var med på, at der skulle ske ændringer, og slet ikke store ændringer. Nogen var nemlig nødt til at flytte ud fra landsbyen.
Men det var nødvendigt. Fra gammel tid var alle sognets gårde og huse samlet i landsbyen. Her lå de i en samlet kreds om kirke, gadekær og fællesarealer, den ene stråtækte, lerklinede bindingsværks-bygning ved siden af de andre, og så ud som Koldinghus (Sdr. Rindvej 95).
Opmålingerne til dette første matrikelkort for Sdr. Rind sogn skete i årene omkring 1800, og i 1815 havde man så et færdigt kort fyldt med forskellige oplysninger fra opmålingsarbejdet. Eksisterende bygninger var som regel tegnet ind på kortet.
Først i 1844 var man helt færdig med alle detaljer fra opmålingerne. Alle jordarealer havde fået matrikelnumre, og langt de fleste af dem er stadig gældende.
Der blev nu tegnet et nyt mere overskueligt matrikelkort, gældende fra 1864 indtil ca. 1890.

I de første fortællinger om Sdr. Rind midtby er der 3 boliger i den afmærkede ring.
Det drejer sig om gården matrikel nr. 5a (Klovenhøjvej 21) og husmandsstederne matrikel nr. 34 (Sdr. Rindvej 42) og matrikel nr. 36 (Sdr. Rindvej 48).
Hovedpersonerne er gårdmand Laurs Nielsen Smed (5a), snedker og husmand Johannes Skjermer (34) og landsbysmeden Søren Sørensen Smed (36).

Landsbyen Rind 1800

Hvis man kører ad Skaunvej og slår et par sving ind under A26 og fortsætter ad den gamle hovedvej mod Rødkærsbro, vil man kunne se Skaungaard ligge højt på bakken mod syd. Svært at forestille sig, at her boede den herremand, der gennem et par hundrede år ejede en meget stor del af Sdr. Rind sogn. Bønder og husmænd var fæstere og lejede jord og bygninger af herremanden.
Men det var slut nu.
Jordreformen byggede på princippet om at den enkelte gård og det enkelte husmandssted skulle have del i alle de resourcer sognets jordarealer havde. Alle fik tillagt et stykke opdyrket agerjord, en uopdyrket hedelod med lyng, en part af skoven, et stykke eng ved Nørreåen og en moselod. Det drejede sig kort og godt om selvforsyning. Mindst 5 forskellige steder lå den enkelte gårds jord, men de fik samme matrikelnummer. Agerlodden var selvfølgelig den største og vigtigste og fik tilføjelsen a.

Bondegårde til salg

I året 1800 solgte Kaptajn Gorm til Skaungaard alle sine 19 gårde i Rind til fæsterne, som dermed kunne begynde en ny tilværelse som selvejere. I alt 5 ud af de 19 gårde skulle flytte ud på marken. Til det fik de økonomisk støtte af staten og arbejdet blev straks sat i værk. I virkeligheden burde mindst 10-12 gårde være flyttet ud. Bonden kunne have fået bygningshjælp til nye bygninger, og gården ville få en central plads på agerlodden. Måske skulle der laves en vej, men det var for skræmmende at flytte ud for sig selv på marken.
Fakta er, at her efter 200 år er langt de fleste bondegårde flyttet fra deres gamle plads i landsbyen, eller de er blevet nedlagt som landbrug.
Tilbage er der vel egentlig 1 eneste gård, der fungerer som fuldgyldigt landbrug.
Sdr. Rindvej 41, men vel at mærke uden driftsbygninger.

Så blev det husmændenes tur

I 1807 tog de første husmænd mod til sig og købte hus og jord. Men hvis man ikke ønskede at købe, fandt herremanden en anden køber. Så kunne man måske være heldig at kunne fortsætte med at være lejer.
En husmand med jord havde 3 skæpper land at gøre med. Ligesom gårdene havde husmandsstedet også en hedelod, en kratlod, en englod og en moselod. Men husmanden var nødt til at have andre måder at skaffe indtægter på. At være daglejer ved gårdmændene var meget brugt.
I folketællingen 1801 nævnes der 12 husmænd med jord. Deres huse lå i landsbyen, og deres jord ude i det åbne land. De fleste af dem måtte se frem til at skulle flytte ud, og de fik ingen økonomisk hjælp. Måske kunne man sælge huset i landsbyen, eller måske leje det ud.

Matrikelnumre

Med matrikelnumrene var der nu styr på alle jordstykker. Og det var godt.
Nu kom der nemlig nogle år med livlig jordhandel. Selv borgere i købstaden Viborg kom på banen. De havde penge, og for nogen var det blot et spørgsmål om at handle, det vil sige købe og sælge med fortjeneste. For andre var det et spørgsmål om at have jord nok til at kunne brødføde en familie. De uopdyrkede hedelodder blev hurtigt eftertragtede for de unge, der gerne ville have foden under eget bord.
Landsbyen var i opbrud og på vej ind i en ny tid som ingen kendte til

Det er her historierne om vore 3 hovedpersoner kan begynde.

Sdr. Rind midtby

Historier om begivenheder i årene 1800-1830

1. del

Gårdmanden og hans slægtsgård Matrikel 5a
Landsbysmeden og hans smedie Matrikel 36
Snedkeren fra Viborg bliver bonde i Sdr. Rind Matrikel 34

2. del

Landsbysmedens død 1817
Ildebranden 1818

3. del

Den nye smed
Den brændte gård
Smedeenkens fremtid
Snedkeren

Vi har ikke så mange steder at søge oplysninger, når vi vil beskrive virkeligheden for de mennesker, der boede i landsbyen Rind for 200 år siden. Der findes ingen billeder eller tegninger fra sognet. Det gamle stråtækte hus, Koldinghus på Sdr. Rindvej 93 er det nærmeste vi kommer et hus fra 1800. Så gå en tur og kig ind mellem buskene til Koldinghus og flyt i din fantasi huset ned til pladsen, hvor seniorboligerne bygges. Prøv at forestille dig gårdens bygninger på pladsen.

Her er de fakta kilder jeg har kunnet benytte.
Kirkebøger for Sdr. Rind sogn.
Folketællinger for Sdr. Rind sogn
Brandforsikringsprotokoller
Skøde- og panteprotokoller
Viborger Samler (den lokale avis i Viborg i 1800-tallet)
Historiske kort fra Geodastyrelsen

Gårdmand i Sdr. Rind midtby 1800

Søren Sørensen med tilnavn Naderup havde været fæstebonde i mange år på gården, der i den nye matrikel fik nr. 5. Som fæstebonde havde man ordnede forhold. Bonden og herremanden indgik en kontrakt. Her var bondens pligter og rettigheder skrevet ned. Bonden fik et fæstebrev, der skulle være hos bonden. Desuden blev kontrakten skrevet ind i en fæsteprotokol, som skulle ligge ved herremanden.
Ifølge kontrakten havde bonden nu brugsret til gården. Til gengæld skulle bonden sørge for at vedligeholde bedrift og bygninger. Hvert år skulle fæsteren betale en afgift kaldet landgilde. Den kunne betales med penge eller naturalier.
Endelig var der nedskrevet, hvor meget hoveri bonden hvert år skulle yde for herremanden.
Det var godt for herremanden at have nogle gode og dygtige fæstebønder, så den årlige afgift kunne betales, ligesom værdien af bygninger og besætning ikke blev forringet. Fæstebonden havde med fæstebrevet sikret sig gode forhold for familien og ham selv på livstid. Efterhånden blev det almindeligt med familiefæste, dvs. at en søn eller svigersøn kunne regne med at efterfølge fæsteren. Altså en form for slægtsgård.
Gårdene lå tæt her omkring smededammen. To af dem var dømt til blive flyttet ud. (Nr. 17 og 20) Matrikel nr. 5 fik lov at blive liggende på sin plads.
Dens marker begyndte jo lige på den anden side af bygaden og strakte sig helt ud til Aarhusvejen.

Søren Sørensen var 70 år da han blev selvejergårdmand på matrikel 5. Kun et par år blev det til inden han døde i 1802. Der var ingen søn til at overtage gården, men heldigvis var datteren Inger på 20 gifteklar.
Den 28-årige Laurs Nielsen fra Bredmosegaard ovre i Vinkel var et godt parti, og han blev den nye selvejergårdmand på stedet.
Han blev kaldt Laurs Smed, selv om han ikke var smed. Hans far heller ikke.
Tilnavnet Smed var populært og let og ret almindelig dengang. Smeden blev som regel kaldt smed, hans sønner ligeså og måske endda børnebørnene.
På gården i Sdr. Rind midtby blev han nabo til landsbysmeden Søren Sørensen, i daglig tale kaldet Søren Smed. Og på nabogården mod øst (i dag Sdr. Rindvej 55) boede gammel Søren Bertelsen Smed. Hans søn Jens Sørensen Smed boede til leje på gården med henblik på at overtage den.

Alle landsbyens huse var på den tid af samme slags, bindingsværkshuse bygget som vi kan se på tegningen her.

1. syldsten, 2. fodrem (fodtømmer), 3. løsholt, 4. stolpe, 5. loftsbjælke, 6. vindskede, 7. gavlklædning af brædder, 8. hanebånd, 9. ´Skadegabet´, rum over hanebåndet, 10. spær, 11. lægter, 12. kragtræer, 13. bjælkehoveder, 14. rem eller læde, 15. støjler med risfletning. Felterne mellem tømmerstykkerne kaldes tavl. I det omfang det var muligt, blev der anvendt egetræ til tømmeret, mens ´indtømmeret´, der var under tag, almindeligvis var af en billigere træsort f. eks. fyrretræ.

Gennem flere hundrede år var bønderne blevet gode til at bygge lerklinede bindingsværkshuse i flere størrelser. Murstenene var for længst opfundet og brugt til at bygge huse inde i købstaden eller på herregårdene. Men ude i landsbyen blev mursten først almindelige i løbet af 1. halvdel af 1800-tallet. Ved at indmure teglsten i bindingsværket blev husene endnu bedre og murene skulle ikke repareres hvert år, og bygningen bevarede sin stil.

Det gamle bindingsværkshus på Sdr. Rindvej 93 ses her i en flot udgave. Ren idyl er det.

Fotografiet her er fra 1970-erne, men huset er fra 1870-erne og ikke lerklinet.

Vi ved, at der her gennem århundreder har ligget et lignende hus ved byens fælles lergrav. Et rigtigt lerklinet hus. Her boede byhyrden.
Ligesom hver gård fik sin part af byens agerjord, hede, mose og eng, fik gården også en del af lergraven, matrikel nr. 44 byens fælles lergrav.
Leret var et vigtigt byggemateriale dengang. Husenes lerklinede vægge skulle som regel repareres hvert år.

Stuehuset på Laurs Smeds gård

Det var en ganske almindelig bondegård i størrelse og med de nødvendige bygninger, som Laurs Smed overtog efter sin svigerfar. Før 1800 var der ikke noget der hed brandforsikring af bygninger på landet. På Laurs Smeds gård blev der i 1800 tegnet en brandforsikring.
I 1812 fik landsbyen Rind besøg af et par herrer. Deres opgave var at besigtige bygningerne ved de forskellige gårdmænd og husmænd. Alt blev skrevet i en forsikringsprotokol. Derfor kan vi her 200 år senere få god viden om de forhold Laurs Smed og hans familie levede under.
Der var 3 meget vigtige bygninger på en bondegård. Et stuehus til gårdens mennesker, en stald til gårdens dyr og en lade til kornet. I et fjerde hus kunne der være tørverum og plads til en vogn.
I protokollen anføres de vigtige ting ved hver enkelt bygning, men der står ikke noget om alder på huset. Derimod kan vi læse, at Laurs Smed har forandret og forbedret gårdens bygninger, således at forsikringen skal ændres.
Om Laurs Smeds stuehus, der ligger sønden i gården, anføres at det er på 9 fag og er 8½ alen dyb. Det vil sige at huset er ca. 13,5 m lang og ca. 5,3 m bred, i alt ca. 70 kvm.
Bindingsværket i huset består af ege undertømmer og fyr overtømmer, væggene er klinede og huset har stråtag.
Stuehuset rummer stue, kamre, køkken og bryggers. Huset har loft, vinduer og døre og forsynet med 1 jernbilæggerkakkelovn med en indmuret kobber-kedel.
Endelig er noteret at der findes en skorsten og bageovn i ler, og at skorstenspiben er bygget i brændte sten. Sidst men ikke mindst vigtigt bliver der ført til protokols, at ejendommen er forsvarligt sikret mod ildsfare og de anordnede brandredskaber er forefundne.
Det var her Laurs Smed flyttede sammen med sin kone Inger. Hans svigermor var på aftægt og skulle også være her på de 70 kvm.
Men der blev hurtigt flere i huset. Søren blev født i 1803, og i 1806 kom tvillingerne Ellen og Niels. Peder fulgte efter i 1808 og Kirsten Marie i 1810. I 1812 boede der altså 3 voksne og 5 børn i stuehuset på 70 kvm!!
Måske ikke så underligt, at Ellen kom i pleje og voksede op ved noget familie i Vinkel.
Børneflokken voksede dog stadig, og i 1816 kom Jens til verden. Storebror Søren var nu 14 år, og på den tid var det ikke ualmindeligt, at man så skulle ud at tjene, det kunne være med til at løse pladsproblemer i hjemmet.

Arbejdsfællesskabet på bondegården.

Stalden var den største bygning på Laurs Smeds gård. Protokollen siger 11 fag og 9 alen dyb. Det vil sige ca. 16, 5 m lang og 5,4 m bred. I alt ca. 90 kvm.
Bygget af ege-undertømmer og blandings-overtømmer. Væggene er klinede, taget dels strå og dels lyng. Bygningen er til stald til fæ og får.
Gårdens vestre hus var på 8 fag, 9 alen dyb, ege under og ege og fyr overtømmer, klinede vægge, stråtag. Anvendes til lade og tærskelo.

Rundt om landsbyens huse og gårde lå bymarken, endnu længere ude lå overdrevet. Herude skulle landsbyens byhyrde sørge for, at bondens dyr fik føden i sommerhalvåret. I 1801 hed byhyrden Christen Pedersen, og han boede i landsbyens hus, som lå ved den fælles lergrav. Her hvor Koldinghus ligger i dag, og lergraven stadig er at se.

På en almindelig jysk bondegård i 1700-tallet var der ikke mange dyr.
8 heste, 4-6 køer plus kalve, en halv snes får, måske en so med grise samt noget fjerkræ. De mange heste var en nødvendighed, eftersom fæstebonden i løbet af året havde mange køre-opgaver for herremanden. Så skulle han stille med heste og vogn på herregården.
Som selvejergårdmand kunne han med stor fordel udskifte nogle heste med køer, og samtidig få meget mere tid til arbejdet på sin egen gård.

Efterhånden som jordlodderne ude på overdrevet blev solgt til opdyrkning, var der mindre areal til byhyrden og dyrene at finde græsning på. Der var ingen fremtid i at være byhyrde. Som regel endte det med, at han blev daglejer rundt ved gårdmændene og kunne på den måde så forsørge en familie.

Men den enkelte gårdmand måtte nu finde andre måder at få passet sine dyr på sine egne marker. Måske kunne aftægtsmanden være til nytte. Men ellers kunne bondens børn være med på denne arbejdsopgave.
De var allerede vant til at arbejde på lige fod med de voksne, så snart de var 8-10 år. I det hele taget var børnenes arbejdskraft en nødvendig del af arbejdslivet i 1800-tallet.
Piger og små drenge gik kvinderne til hånde i hjemmet, f. eks med at passe mindre søskende. De store drenge hjalp med mandearbejdet uden døre og i stalden.

Når konfirmationsalderen nærmede sig, var det slut med den sparsomme barndom. Både piger og drenge skulle i løbet af de næste 6-8 år blive klar til at kunne stifte hjem. Som tjenestekarl og tjenestepige rundt omkring på gårdene i omegnen lærte man alt det nødvendige om landbrug og husholdning.
Udgangspunktet for et godt ægteskab var økonomi og praktisk håndelag.
Målet var at mand og kone tilsammen magtede hjemmets opgaver og kunne give deres børn et godt hjem.